Lægeurtehaven ligger i tilknytning til klinikken og planteværkstedet, der også fungerer som venterum, orangeri, mødelokale og meget andet. Haven er omgivet af et højt hegn, og fra flere bænke og siddepladser kan bassinet og lyden af det lille springvand nydes.
Vi kom i december 2011 og påbegyndte ombygningen af først lægeurtehaven, der var symmetrisk opbygget og oprindelig i 2004 anlagt med omtanke som en smuk middelhavsinspireret have omkranset af en lavendelhæk. På den ene langside af hegnet stod tre klatrehortensia og en sommerfuglebusk. Den anden havde en stor velvoksen blåregn og op til flere forskellige klematis. I de fire bede, som korsformen giver, stod opstammede hortensia med roser i de to og skæbnetræer i de to andre.
Der var ikke så meget lægeurtehave over den, bortset fra en julerose ved en stor sten, katteurt i massevis, to pæoner, et lille tempeltræ og lavendlerne. – Indrømmet såvel brændenælder som kvikgræs og padderokke er gamle lægeurter, men alt med måde.
Samtlige lavendler i lavendelhækken har været oppe, renset og sat tilbage. Det var sliddet værd.
Skæbnetræerne har sat og sætter stadig mange nye skud, som vi i dag kan sælge fra et depotbed.
Det var spændende at se, hvad der ville komme op de følgende år, så vi kunne flytte det, der ikke skulle være der, og plante nyt. Blåregn, klatrehortensia og sommerfuglebusk står stadig, og vi tror på, at Hildegard ville have nydt dem udelukkende for farve, duft og de mange sommerfugle.
Det er dejligt at se, at det, der blev flyttet, har fundet sig godt til rette på nye pladser og kvitterer med et væld af blomster og god vækst.
Haven udbygges løbende hvert år – ikke kun med de planter, Hildegard omtaler, men også med lægeurter fra andre kilder.