En vej gennem livet mod et mål
Se din gang i labyrinten som din vej gennem livet på vej mod et mål – hvad er dit mål lige nu og her? Se ind til centrum. Det virker ikke så langt væk, og du styrer mod det. Men sådan går det det ikke. Vejen drejer, og pludselig er du på vej væk. Du møder meget og mange på din vej mod målet. Andre mennesker i labyrinten kan symbolisere dette. Nogle er i vejen. De tager plads, forstyrrer måske. Andre ænser du næsten ikke, måske fordi de viger for dig, undgår dig, går en anden vej. Nogle følges du med et stykke vej. Nogle kender du måske, andre kender du ikke – endnu.
Se på de blomster og planter, du møder. Noget kalder du ukrudt, undgår det eller fjerner det måske i god mening. Hvad er ukrudt? Skvalderkål giver herlige ”frikadeller” om foråret og grønt til salaten, når der ikke er så meget andet at få. Senere kommer de hvide blomsterskærme, smukke som bunddække mellem syrenerne og i buketter. Brændenælde giver god gødning, bynke er en lægeplante rost af Hildegard.
Hvor god er du i din hverdag til at se alle sider af det, du møder? Snyder du dig selv, fordi du måske har lært, hvad og hvor meget noget eller nogen er værd? Hvad med de mennesker, der har fået betegnelsen ”ukrudt” eller ”ubrugelig”? Måske er de netop plantet på din vej for at yde dig hjælp, hvis du stopper op og ser på dem med friske, fordomsfrie øjne?
Livets gange snor sig. Pludselig er du helt inde ved centrum. Du kan næsten røre ved det. Men så snor vejen igen, og du er endnu engang tilsyneladende på vej væk, længere og længere. Er det her, du mister tålmodigheden? Er det her, du springer over? Enten ind til centrum eller helt ud, for nu gider du altså bare ikke mere. Hopper du ind i centrum, er der noget, du mangler. Du sprang over, hvor gærdet var lavest. Hvor gør du det i din dagligdag? Og hvor stammer din utålmodighed fra? Nu må du starte forfra, repetere hen til stedet hvor du sprang over og tage resten med.
Er det her, du går helt ud, mister lyst og interesse, fordi det var for svært, fordi du kedede dig, eller fordi du bare ikke kunne se, hvad det skulle bruges til? Hvor mister du modet, lysten, interessen i din dagligdag? Hvor mange mål, projekter, jobs, parforhold, kure har du startet og er løbet væk igen?
Endelig er du ved målet, inde i centrum – hvad nu? Hvad skal det bruges til? Hvordan skal det omsættes i praksis? Skynder du dig ud af labyrinten, tværs gennem gangene? Det var så det – videre til noget nyt. Eller går du stille og roligt ud, så du har tid til at tænke, planlægge, forberede og få fuld brug og nytte af det, du har opnået? Er du ivrig og utålmodig efter at komme ud, tale med andre, fortælle om din oplevelse? Eller går du stille for dig selv hen i selvvalgt ensomhed for at fordøje oplevelsen, måske skrive ned eller meditere? Eller er der kommet nye vinkler på, så du må tage endnu en tur ind?
En tur i labyrinten er et værdifuldt redskab til at lære dig selv bedre at kende.