MÅNEDENS OPSKRIFTER

FRA HILDEGARD

I haven vrimler det med morgenfrue Calendula officinalis lige nu. Der blev sået en portion for seks år siden, og siden da har vi fået flere og flere. Hildegard anbefaler varme omslag af morgenfrue mod fx forgiftninger fra fordærvet mad. Vi vil nok anbefale samtidig at kontakte lægen hurtigst muligt.

Hendes opskrift på Calendula salve mod hudproblemer er baseret på det rene fedt fra rå svinebug blandet med morgenfrue blomster til en lind salve. Vi vil nok i dag foretrække en god olie fx mandel i stedet for fedtet. men der er ikke tvivl om morgenfruens gode effekt på hudproblemer, hvad de mange præparater i handlen vidner om.

FRA AYURVEDA

Hvad angår inspiration til nye retter, er en af husets favoritter Amadea Morningstar. Hun har bl.a. skrevet “Ayurvedic Cooking for Westernes” (1995), og anbefaler til en varm sommerdag Agurk Gazpacho. Retten kan nydes af både Vata, Pitta og Kapha (med ekstra cayenne til kapha).

Et par friske porrer dampes et par minutter med 2-3 fed hvidløg (dæmper den skarpe smag af hensyn til Vata). 2-3 agurker, afhængig af størrelsen, hakkes i stykker sammen med et bundt bredbladet persille.

Det hele blendes 20-30 sekunder sammen med saften af en citron, 2-3 dl afkølet grøntsagsbouillon, olivenolie, salt, peber og cayenne. Serveres afkølet.

Juli 2018