Lægeurtehaven ligger i tilknytning til klinikken og planteværkstedet, der også fungerer som venterum, orangeri, mødelokale og meget andet. Haven er omgivet af et højt hegn, og fra flere bænke og siddepladser kan bassinet og lyden af det lille springvand nydes.
Da vi kom i december 2011, bar haven naturligvis præg af, at stedet havde stået tomt i en periode.
Haven var symmetrisk opbygget og oprindelig i 2004 anlagt med omtanke som en smuk middelhavsinspireret have omkranset af en lavendelhæk. Den var nu fuldstændig filtret ind i brændenælder, kvikgræs og, viste det sig senere, padderokke og mælkebøtter. På den ene langside af hegnet stod tre klatrehortensia og en sommerfuglebusk. Den anden havde en stor velvoksen blåregn og op til flere forskellige klematis. I de fire bede, som korsformen giver, stod opstammede hortensia med roser under i de to og skæbnetræer i de to andre.
Men der var ikke så meget lægeurtehave over den, bortset fra en julerose ved en stor sten, katteurt i massevis, to pæoner, et lille tempeltræ og lavendlerne. – Indrømmet såvel brændenælder som kvikgræs og padderokke er gamle lægeurter, men alt med måde.
Samtlige lavendler i lavendelhækken har været oppe, renset for uønsket ukrudt og alt vissent og sat tilbage. Det var sliddet værd.
I dag er hækken fin, og leverer stadig ekstra planter til en lille lavendelmark, der kan nydes af alle forbipasserende på Gartnervej.
Skæbnetræerne har sat mange nye skud, og i dag kan vi sælge dem fra et depotbed.
Det var spændende at se, hvad der ville komme op de følgende år, så vi kunne flytte det, der ikke skulle være der, og plante det, der skulle. Blåregn, klatrehortensia og sommerfuglebusk står stadig, og vi tror på, at Hildegard ville have nydt dem udelukkende for farve, duft og de mange sommerfugle.
Vi er glade og taknemmelige over at se, at alt, der blev flyttet, har fundet sig godt til rette på deres nye pladser og kvitteret med et væld af blomster og god vækst.
Haven udbygges løbende ikke kun med de planter, Hildegard omtaler, men også med andre lægeurter fra andre kilder. Se mere på “havens planter”.