DEN MULTIKULTURELLE HAVE

En af visionerne for Hildegards Have har været og er stadig realiseringen af en multikulturel have, hvor mennesker med forskellig baggrund kan få et stykke jord og dyrke de frugter, grøntsager og urter, de kender fra deres hjemegn, hvor i verden det måtte være.

Målet er at skabe et sted, hvor alle har mulighed for at bidrage med viden, erfaring, ideer og opskrifter. Da lægeurtehaven er en vigtig del af Hildegards Have, har vi naturligvis stor interesse i at høre og lære om brug af naturmedicin i andre dele af verden.

Lige nu omfatter den del af haven en lille ”lavendelmark”, æbler, pærer, kirsebær, kræger, ribs, stikkelsbær, solbær, hindbær, jordbær, brombær og en enkelt lille busk med aroniabær. Der er højbede, drivhus og en stor bålgrotte og ledig plads ind imellem til, at interesserede kan dyrke deres eget jordstykke.

Den multikulturelle have er et nyt projekt, og vi er meget åbne over for ideer og forslag.